relationer

En hyggelig hytteartikel skrevet af en gæst

Når du som barn går i børnehave, og leger rundt på legepladsen, er der masser af børn rundt om dig. Skal du lege med din gode ven, som har samme interesse som dig: at sidde i et træ og lege ”Radioavisen”, eller skal du gå ned til fodbolddrengene og være med i et boldspil, som ikke siger dig noget, bare for at have ben i flere lejre? Som barn er svaret på spørgsmålet ligetil, men ifølge pædagoger og nutidens ideal skal man i sine sociale relationer være sammen med alle. Dette har Merete Bøye taget op til debat i hendes artikel ”Vi opdrager vores børn til skilsmisse”, som blev publiceret i Berlingske Tidende den 9. marts 2011.

I artiklen skriver Bøye om problemstillingen om, at ”vi opdrager vores børn til skilsmisse”, som er titlen på artiklen. I artiklen redegør Bøye for sit hovedsynspunkt: ”at det nære og dybe venskab er underprioriteret i dagens pædagogiske tænkning”. Med det mener hun, at evnen til at kunne danne brede netværk, og navigere i sociale sammenhænge prioriteres højere, end evnen til at kunne etablere stærkere relationer med få personer. Og det mener Bøye er et problem, fordi hvis børnene ikke lærer at knytte tætte bånd til andre børn i en tidlig alder, kan det have konsekvenser for børnenes voksne liv. Hun mener nemlig, at den sociale færden i en så tidlig alder virker ”som en slags træning til at kunne indgå i det ultimative, nære og forpligtende fælleskab, som ægteskab er”. Fordi hvis børnene ikke lærer at knytte tætte bånd i en tidlig alder, hvordan skal de så være i stand til i fremtiden at kunne knytte sig til en ægtefælle for resten af deres liv?

Merete Bøye er sognepræst, hvilket ikke umiddelbart gør hende til en troværdig ekspert eller en autoritet inden for dette område. Men det, at hun taler af erfaring, eftersom hun selvfølgelig selv har været barn, og selv har været småbørnsmor gør, at hun taler af egen erfaring, hvilket gør hende mere troværdig og dermed bidrager til hendes ethos.

I sin argumentationsform har Bøye stort set, belæg for alle de påstande hun kommer med. Et eksempel er hvor Bøye skriver at ”man nærmest opdrager børnene til skilsmisse”, hvorefter hun kommer med belægget: ”For hvordan kan jeg pludselig vælge at knytte mig til et andet menneske i medgang og modgang, når jeg hele livet er blevet opdraget til, at det er farligt at satse på én person”. Det, at Bøye har belæg for de påstande hun kommer med, er essentielt for hendes argumentationsform, for hvis hun ikke havde belæg for sine påstande, ville hun hurtigt komme til at fremstå utroværdig. Undervejs får Bøye inddraget relevante kilder for at understrege sine argumenter. Det gør hun b.la. når hun argumenterer for, at ”netop det stærke venskab mellem to eller tre ofte fremhæves som nødvendigt og godt”, hvorefter Bøye inddrager eksempler på en masse kendte litteraturværker som f.eks. ”Harry Potter” og ”Sherlock Holmes”, hvor hendes påstand gør sig gældende. Det, at hun inddrager relevante kilder, hvor hendes påstand gør sig gældende får hendes argumenter til at virke mere logiske som en stærk logos appel. I hendes argumentation har hun nemt ved at nå ud til læserens følelser fordi emnet omhandler børn. Børn er et debatemne, som ofte vækker følelser hos læseren. Stort set alle læsere ville jo ønske det bedste for børn. Så når Bøye skriver i sin titel at ”Vi opdrager vores børn til skilsmisse” kan det vække nogle oprørske følelser inde i læseren, hvilket virker som en stærk pathos appel fra Bøyes side.

De synspunkter som Bøye har gjort rede for om emnet, er der selvfølgelig også andre perspektiver på. Bl.a. har Anja Hvidtfeldt Stanek publiceret artiklen: ”Fællesskabet er vigtigere end bedstevenner” i fagbladet ”BUPL” i 2014. I artiklen skriver Anja Hvidtfeldt Stanek, som har en ph.d i pædagogisk psykologi, at ”tætte venskaber er positive, men dyrk dem ikke, for det kan virke ekskluderende på dem, der ikke har en bedsteven”. Det hun mener er, at hvis man dyrker sine tætte venskaber, så kan dem, som ikke har en bedsteven, hurtigt komme til at føle sig ekskluderet. Det er helt klart også en af de ting, som der ikke holder vande ved Bøyes synspunkt, nemlig at nogen hurtigt kan komme til at blive ekskluderet hvis alle børn kun leger med deres bedstevenner. Så hvad nu hvis man sørger for at være sociale med alle i fællesskabet i børnehaven, og så når man kommer hjem dyrker det dybere venskab? På den måde er der flest mulige, som kommer til at føle sig en del af fællesskabet. Der er dog en ulempe ved denne tilgang: hvis pædagogerne nærmest begynder at tvinge børnene til at lege sammen med andre, og lave ting som de ikke har lyst til, kan det hurtigt gå hen og blive en negativ oplevelse for barnet. Men foregår inkluderingen på en måde, hvor man kan få alle med på en sjov og afslappende måde, kan det også hurtigt blive sjovt at socialisere med større grupper, i stedet for kun at være sammen med sine bedste venner. Og det er jo også ekstremt vigtigt, at alle føler sig velkomne og inkluderede i de institutioner, som børnene jo ikke frivilligt er mødt op i, fordi ellers bliver det hurtigt en ubehagelig oplevelse. Det er også super vigtigt at børn ikke bliver ekskluderet fra de andre børn i sådan en tidlig fase i livet, fordi så er der en stor chance for at det kan sætte spor i dem, som også stadigvæk kan mærkes når de er voksne.

Som Anja Hvidtfeldt Stanek også nævner er ”venskab og fælleskab to forskellige ting i en daginstitution”. Tanken bag dette udsagn er, at man i institutionen er i et fællesskab, og hvis man vil danne et stærkt bånd med ens bedstevenner, skal det gøres i fritiden. På den måde er der umiddelbart ikke nogen, som bliver ekskluderet i institutionen.

Som det ses ovenfor, er der ikke et definitivt svar på, hvordan børn skal interagere i deres sociale relationer. Som tidligere nævnt, ser man i dag på det ideelle som, at børn skal være sammen socialt med alle. Der er ikke nogen, som kan sige, at det er den rigtige eller forkerte måde at gøre det på, men man kan argumentere for, at det er den mest fordelagtige måde for børn at have sociale relationer på, lige såvel som at man kan argumentere for, at det ville være mest fordelagtigt hvis børn fokuserede på at knytte tætte bånd med deres bedste venner. Jeg tror på, at begge måder kan fungere for børnene og institutionen som helhed, men at det selvfølgelig også er et spørgsmål om hvor gode pædagogerne er til at sørge for at alle føler sig inkluderet. Men for virkelig at komme til bunds i den her debat, skulle man prøve de forskellige tiltag i forskellige børnehaver, og så på en eller anden måde kigge på nogle faktorer for at vurdere om det fungerer bedst for børnene, at de sørger for at lege lidt med alle, eller om det fungerer endnu bedre for dem, at der bliver sat mere fokus på, at børnene bruger det meste af deres tid med deres bedste venner (hvoraf de børn, som ikke har bedstevenner selvfølgelig bliver hjulpet på vej af personalet). For nogen voksne kan det være en undskyldning for ikke at være nok tilstede for børnene, at de skal arbejde for bringe pengene ind, men dette er slet ikke nødvendigt når de bare kan tage et SMS lån på 5000 kr i dag. Det er ret smart og hurtigt.